top of page

Formørkelsens Skygger

Solformørkelse den 17. februar 2026 og Måneformørkelse den 3. marts 2026


Vi befinder os i formørkelsestider, med en Solformørkelse den 17. februar og en Måneformørkelse den 3. marts.


Formørkelser opstår ved hhv. Nymåne (Månen står mellem Jorden og Solen) og Fuldmåne (Jorden står mellem Månen og Solen): Forudsat, at de indtræffer i nærheden skæringspunkterne mellem Solens og Månens baner, de såkaldte Måneknuder - det sker ca. to gange årligt. Alt efter afstanden til Måneknuderne, har vi at gøre med TOTALE eller PARTIELLE formørkelser.


Solformørkelsen den 17. februar 2026 er ”i princippet” total, men i praksis såkaldt ”ringformet”: Ifølge Månens store afstand fra jorden, vil den herfra se mindre ud, og ikke helt dække Solens skive - således synes en tynd ring af Solens lys bagved Månen.


Formørkelsen er desværre ikke synlig i Europa, men ikke desto mindre vil vi opleve dens skygger.


Hvad sker der set fra Jorden?

Himmellysene ”forsvinder”, træder i skyggen, for senere at dukke op igen (Solen efter få minutter, Månen efter nogle timer).


Og hvad betyder det for os?

I princippet det samme; fortiden træder i baggrunden, fremtiden fremstår i et nyt lys: Det vi mente, troede på, forventede, håbede, ønskede eller måske frygtede, må vi skyde til side (eller glemme alt om) – opdagelsen af virkelighedens kendsgerninger overhaler forestillinger, illusioner og drømme; skjulte forhold kommer for en dag; der skal nyorientering til.


Hvem bliver så personlig berørt af den aktuelle solformørkelse?

Sammenfattende og forenklet: Dem vi kan kalde "hovedpersoner", centralt og synligt placerede mennesker. I meget gamle dage primært landets konge (sjældnere dronning); i dag snarere "kendisser" i videste forstand.

Helt for nylig, i forbindelse med offentliggørelsen af Epsteindokumenterne, er mange prominente menneskers skyggetilværelse kommet i uheldigt søgelys, deriblandt den norske kronprinsesses -apropos kongehus (retssagen startede den 4.). Til "hovedpersonerne" skal vi også regne alle dem, der har fødselsdag i løbet af de indeværende uger, og da navnlig i dagene omkring den 17. februar.


Hvilken type udfordringer, oplevelser og opdagelser kan de pågældende så forvente i forbindelse med netop denne formørkelse i Vandbærerens tegn? Fremfor alt forandringer i alle former for faste relationer; venskaber, bofællesskaber, naboer, (samarbejds-)partnere, klubmedlemmer, partifæller etc. Tidligere tankegange må skrottes - på flere planer.


Formørkelser er omvendnings- ompolings- og kolbøttetider: Saulus træder tilbage, Paulus træder frem. Ikke alt der sker er udadtil synligt, der spilles ikke altid med åbne kort. Pludselig går et lys op for det indre blik - hvilket man måske helst holder for sig selv; det kan jo være pinligt at indrømme, at man igennem længere tid har overset/overhørt tydelige signaler, haft skyklapper på, slået det døve øre eller det blinde øje til; glemt at tage mistelten i ed.

I traditionen beskrives Solformørkelse gennemgående som ”ødelæggende”. Personligt vil jeg nøjes med ”omvæltende”: For det viser sig som regel, at den indsigt der vindes - efter et par kolbøtter – indvarsler et nyt og mere autentisk/tilfredsstillende liv.


Hvor længe ”virker” en Solformørkelse?

Det er der mange meninger om. Erfaringen siger mig, ”i mindre grad mindst op til 18 dage før og efter; i udpræget grad 4-5 dage før og efter det eksakte fænomen”. Måneformørkelsernes ”indflydelse” på jorden og os mennesker adskiller sig væsentligt fra Solformørkelsernes, så det er en anden historie.


Formørkelserne vedrører iøvrigt også dig, hvis Ascendant, Måne, eller Måneknuder befinder sig i de aktuelle områder: dvs. i den sidste halvdel af Løve/Vandbærer-aksen og den første halvdel af Jomfru/Fisk-aksen.


Næste periode med formørkelser

Det næste "formørkelsespar" indtræffer i august 2026.

Solformørkelsen (total) den 12. august i 20º Løve

Måneformørkelsen (delvis) den 28. august i 5º Jomfru/Fisk, som i øvrigt indtræffer samtidig med en tæt Sol/Merkur-konjunktion.

Kommentarer


TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Hold dig opdateret om astrologi, events og undervisning på instituttet - online og on-site i København

Tak for din tilmelding!

©  ASTROLOGISK INSTITUT

Astrologisk Institut logo.png
Kortlogoer_edited.png
bottom of page