Måneformørkelse redder admiral og besætning

En fortælling fra Columbus' tid

I anledning af den aktuelle Måneformørkelse over Jomfru/Fisk-aksen (den 7. september 2025) vil jeg dele en spændende fortælling, publiceret i mit favorittidsskrift ”Historie” (Illustreret Videnskab) nr. 12/2016;  med stor tak til bladets redaktion for tilladelsen til at citere udvalgte passager.

Vi er tilbage i år 1504: Fortsat søgende efter søvejen til Indien, er den berømte opdagelsesrejsende Christoffer Columbus på sin fjerde (og, som det skal vise sig, sidste) ekspedition i det Caribiske hav. Han har ikke haft heldet med sig, måtte opgive projektet efter at være nået til Panama, dels pga.  krigerisk modstand fra de indfødte, dels fordi hans lille flåde er aldeles udtjent. Han sejler mod nordvest, mod øen Hispanola, hvor han ti år tidligere, i forbindelse med sin første rejse, grundlagde den første spanske koloni.

”Besætningen brugte både pumper, kar og spande, men kunne ikke fjerne alt det vand, der kom ind gennem de huller, ormene havde gnavet”, skriver Columbus’ søn Fernando, der er med ombord, ”sømændene er både bange og udhungrede”, 19 mister livet. Hverken søfolk eller skibe klarer den til Hispañola, og strander, efter store strabadser og et kort ophold på Cuba, på naboøen Jamaica den 25. juni 1503, Columbus har nu mistet to af de oprindelig fire skibe. Heldigvis er de indfødte venligtsindede og forsyner spanierne med mad – i bytte for bjælder og glasperler.

Men Columbus føler sig ikke tryg ved situationen, og beder sin betroede medarbejder, Diego Mendez, om at tage sig over til Hispañola, for at søge assistance hos guvernøren. Mendez tager så afsted i en kano, for at padle de 150 km (!) over åbent hav – alle er klar over, at hans chancer for at overleve er små. Det går heller ikke så godt tilbage på Jamaica, en gruppe besætningsmedlemmer samler sig til mytteri (som de dog må opgive) og øens befolkning bliver trætte af at fodre spanierne, som er begyndt at voldtage kvinder og plyndre landsbyer.

Her følger et længere citat fra artiklen i ”Historie”:

"Maverne knurrer, mændenes ribben stritter ud, og deres leder er mere syg end nogen anden. Men den belæste og visionære Columbus finder løsningen i en medbragt almanak, som har været hans støtte under navigationen på rejsen. 1504 er skudår, og i almanakken ser han, at en total måneformørkelse vil indtræffe den 29. februar.

Tre dage før naturfænomenet finder sted, samler Columbus de mest magtfulde stammehøvdinge på øen. Med store ord og fakler forklarer han de fremmødte, at den kristne gud er rasende over, at indianerne ikke bringer spanierne de fornødne forsyninger. En advarsel om den frygtelige straf, guden tiltænker dem, vil blive sendt om tre nætter, buldrer admiralen.

Da mørket falder på den 29. februar, er ikke mange indianere mødt frem i bugten, men da bid for bid af månen forsvinder, valfarter de i hobetal til Columbus' skibe, og med sig bringer de proviant, som de lægger på skibsdækkene - i håbet om at formilde de fremmedes gud.

Med en dramatisk gestus træder Columbus ind i sin kahyt, hvor han bliver, mens måneformørkelsen tager til. Først da Månen farves helt rød ved formørkelsens højdepunkt, kommer han ud igen.

’Gud har nu tilgivet jer. I vil se månens vrede og opflamning forsvinde´, beroliger han forsamlingen, som falder på knæ og takker Columbus, da de ser, at Månen langsomt bliver normal igen”.

”Fra det øjeblik forsynede de os flittigt med, hvad vi behøvede", erindrer Fernando. Så vidt så godt. Men i mellemtiden har de opholdt sig på Jamaica i otte måneder - uden livstegn fra Mendez. Et stort problem er, at Hispañolas guvernør allerede ved indsejlingen i Caribien under en optrækkende orkan (to år tidligere, den 29. juni 1502) havde nægtet Columbus landgang i havnen Santo Domingo (Columbus var hadet og frygtet efter embedsmisbrug i sin egen tid som guvernør på øen, og havde fra kongeparret Ferdinand og Isabella forbud mod at betræde Hispañola).

Alligevel er det åbenbart omsider lykkedes Mendez, at overtale guvernøren til at sende hjælp, så den 29. juni 1504 bliver Columbus og hans mandskab samlet op på Jamaica, og ankommer den 7. november i Sevilla.

Jeg troede ikke mine øjne, da jeg i sin tid læste beretningen, stillede horoskopet op for Jamaica (20n12, 75w09), 29/2 19:36 (zonetid 5V) - men yes, det viser rent faktisk en måneformørkelse (Månen er lige stået op og blevet synlig i 12. hus)!

Astronomien kom de strandede til undsætning

I en tekst med denne overskrift får vi, ved siden af artiklen, supplerende at vide: ”Tyskeren Johannes Müller, senere kendt som Regiomontanus, var en af 1400-tallets fremmeste astronomer og matematikere. Hans almanak blev som en af de første trykt i et større oplag, og Columbus medbragte et eksemplar på sin fjerde rejse”.

Og: ”Johannes Müller døde i 1476, kun 40 år gammel. Efterladte skrifter tyder på, at han 50 år inden Kopernikus arbejdede med en teori om, at solen var solsystemets centrum”.

Ja, mon ikke Müller var udmærket klar over, hvordan solsystemet hænger sammen!!: Han var tillige astrolog, fandt og udviklede Regiomontanus’ hussystem, som allerede blev brugt af den vestlige horar-astrologis fader, William Lilly, og som fortsat er i brug blandt kolleger rundt omkring.

Men Müller gik rimeligvis stille med sin viden, som jo faktisk var livsfarlig dengang.

”Skæbneplaneten” Saturn står eksakt på MC, samtidig med at fuldmånen er eksakt, formodentlig også samtidig med, at ”Månen farves helt rød ved formørkelsens højdepunkt” - oplevelsen må have rystet befolkningen i dets grundvold.