Sol-Merkur konjunktionen

"De 4 Merkurer", forbrændt Merkur og Cazimi

Konjunktioner, og da især konjunktioner med Solen, har fascineret - og irriteret - mig igennem mange år. Fascinationen kommer sig af, at konjunktionen mellem to himmelslegemer, symbolsk og principielt set, må markere afslutningen og begyndelsen af deres indbyrdes cyklus -  men hvad kan vi bruge det til i praksis?

Irritationen kommer sig af, at traditionen, efter min mening, behandler konjunktioner i flæng:

Standardtolkninger er der nok af - men det kan da ikke være ligegyldigt, om de involverede parter er direkte eller retrograde?

Nej, det er det nemlig ikke. Det opdager man hurtigt, hvis man undersøger den hyppigste konjunktion på stjernehimmelen, dvs. konjunktionen mellem Solen og Merkur, der optræder 6 gange årligt. 3 gange i løbet af dens direkte, 3 gange i løbet at dens retrograde bevægelse.

Merkur er den planet, der til enhver tid er Solens nærmeste nabo, opholder sig altid i Solens nærhed, og kan derfor sjældent ses med det blotte øje (kun undtagelsesvis før solopgang eller efter solnedgang) – hvilket svarer til dens astrologiske natur: Mestendels uhåndgribelig, hvis endelig, da ligeså flygtig som kviksølv - og alligevel allesteds nærværende.

Det giver mening at opfatte Solens nærmeste nabo som Solens (vores ”jeg” og ”personlighedskerne”) nærmeste medarbejder, at forstå Merkur som Solens tjener og stik-i-rend-dreng, spejder, herold, budbringer, stedfortræder, højre hånd og talerør, med mere - Merkur optræder i et utal af forklædninger.

Solen, der jo som solsystemets centrum er ubevægelig, og derfor ikke i stand til at udvikle sig - hverken åndeligt, følelsesmæssigt, praktisk eller på nogen som helst anden måde – sender Merkur i byen. Sender Merkur ud, for at komme videre, for at se, lære og forstå noget mere. Og Merkur bliver ved med at vende tilbage (6 gange om året, som sagt), for at informere og aflægge rapport. Eller for at give Solen et chok, et frisk pust. Som ”trickster” og tryllekunstner synes Merkur også at være et selvstændigt væsen, der sagtens kan finde på at tage den ”konservative” (stillestående) Sol på sengekanten. Personlig udvikling kræver viljen til at flytte sig – og til at tage overraskelser med i købet. Og uden Merkur ingen bevægelse, ingen synapser, ingen refleksion, ingen nyheder.

Sol/Merkur-konjunktionen

For alle Sol/Merkur-typer gælder, at de er intenst personligt engagerede i det, de beskæftiger sig med, det være sig en ide, et studium, et håndværk, en sportsgren, en ideologi eller et andet menneske. De er fokuserede, ofte specialiserede, beskrives ikke sjældent som ”nørdede” eller ”subjektive” og kan sagtens udvise autistiske træk (Solen, solisten, er i sig selv per definition autistisk). Sol/Merkur-konjunktioner skelner sjældent mellem fritid og arbejde, er ligesom altid ”på”, der synes til enhver tid at være fuld fart på tankerne og/eller  andre indre bevægelser, hvilket i øvrigt svarer fint til, at Merkur (ligesom alle andre planeter) ”kører” med maksimal hastighed under konjunktionen med Solen, og at processer og begivenheder afløser hinanden i hurtig rækkefølge. Sol/Merkur-konjunktioner er udpræget her-og-nu-orienterede, befinder sig typisk i mere eller mindre akutte situationer (også ”hovsasituationer”) - ”det brænder på” eller ”lokummet brænder” - der kræves ofte en kreativ løsning, og det sku' gerne ske i en vis fart.

Således tænker Sol/Merkur til daglig som regel kortsigtet. Underforstået, overblikket mangler, især hvad angår de aktuelle opgavers omfang, og hængepartier klares som oftest på et hængende hår. Ja, selv når den ”tager sig sammen” og starter i god tid, er der åbenbart igen og igen ”noget”, der kommer imellem, og så ender den alligevel med at være sent ude.

Men selv om Sol/Merkur-typen kan virke åndsfraværende og har brug for at kunne passe sig selv, vil han/hun (med en enkelt undtagelse, derom senere) gennemgående have det dårligt med at fungere alene. En konjunktion involverer altid (mindst) to planeter, der ligesom ærtehalm hænger sammen, ”con-iungere” betyder ”sammen-binde” (i det gamle Rom var en coniunx simpelthen en ægtefælle). Og alle konjunktioner med Solen (”hovedpersonen”), tydeligt påfaldende hos Sol/Merkur-, Sol/Venus- og Sol/Mars-konjunktioner, indgår symbioser, for optimalt at kunne fungere: Den ene kan, hvad den anden ikke kan finde ud af, den ene har, hvad den anden mangler, den ene er proaktiv, hvor den anden er handlingslammet. Mange tvillingefødsler sker under konjunktioner med Solen (inklusive Nymånen). Og tvillinger er jo ofte uadskillelige, kan ikke undvære hinanden, selv om de sagtens kan føle sig pressede – og som enkeltindivider oversete – i hinandens nærhed.

Når to Sol/Merkur-konjunktioner finder sammen, det være sig i samarbejde eller i privat partnerskab, vil den ene part indtage den fornyende/forandrende (Merkur), den anden den samlende/integrerende (Solen) rolle – og rollerne kan sagtens skifte alt efter opgave og funktion. Også identifikationen skifter alt efter situation: Til tider er man mester, til tider lærling, til tider chef, til tider servicepersonale. I nogle sammenhænge står man med største selvfølgelighed i centrum, i andre prøver man at være helt usynlig. Kompliceret? - Nej, egentlig ikke. Interessant? – Ja, mon ikke? Man skal bare kigge i efemeriden og på de mennesker man har omkring sig, så kommer der straks kød på de abstrakte formuleringer.

Betegnelsen ”forbrænding” er nærliggende, at opholde sig i det bagende solskin er måske nok livsbekræftende, men også farligt. Og den, der er intenst fokuseret på sine egne ting, er af gode grunde ikke altid lige opmærksom på, hvad der i øvrigt sker rundt omkring: Hvilket hurtigt fører til småuheld, praktiske såvel som sociale, ”man brænder fingrene” eller ”brænder munden” (på tysk findes både ”die Finger verbrennen” og ”den Mund verbrennen”) -  hvad hjertet er opfyldt af, løber munden over med.

For en del år siden undersøgte jeg fødselsdagene for kendte opfindere. Påfaldende mange af dem var født under en Sol/Merkur-konjunktion – egentlig ikke overraskende, med tanke på, at ”der skal findes en kreativ løsning”, for at komme videre. Alle konjunktioner med Solen markerer kapitelskift, afslutningen på en cyklus og begyndelsen på en ny. Og for Merkurs vedkommende er det bl.a. færdighederne, snildet og improvisationsevnen, der igen og igen kræver opdatering. Sol-Merkur-konjunktioner bliver gennemgående respekteret/beundret for deres originalitet - eller misforstået/hadet for det samme.

De fire Merkurer

Selv om den ene Sol/Merkur-konjunktion på fænomenplanet kan ligne den anden til forveksling (fx tidspresset, åndsfraværelsen, opfindsomheden, de nære relationer), kan de - set ud fra orientering, motivation og fremgangsmåde - sagtens være vidt forskellige. Og det er her ”direkte” versus ”retrograd” kommer ind i billedet.

Halvvejs tilbage i løbet af den retrograde bevægelse møder Merkur Solen ”frontalt” dvs. i en konfronterende konjunktion, ligesom to biler møder hinanden på en vej. Mødet er meget hurtigt overstået, konjunktionen varer kun en uges tid, hvis vi forudsætter en orbis på 8°. Og den finder sted mellem jorden og Solen, Merkur er (ligesom alle andre planeter) jordnær i løbet af sin retrograde periode.

I løbet af den direkte periode overhaler Merkur Solen, dvs. det drejer sig om en ledsagende konjunktion. Det tager sin tid (jf. igen to biler på vejen), en ledsagende konjunktion kan (alt efter orbis og årstid) vare ved i næsten helt op til en måned. Og hele forløbet foregår, set fra jorden, bag ved Solen, dvs. den ledsagende konjunktion er jordfjern. Astronomisk skelnes mellem den indre jordnære og den ydre jordfjerne, konjunktion.

Men der er tillige stor forskel mellem en tiltagende og en aftagende konjunktion, vi kan endnu engang bruge bilerne som billede: Der er (ikke mindst psykisk/psykologisk) stor forskel på at sætte an til en overhaling på landevejen og på lige at have gennemført sådan en overhaling – eller, i givet fald, på at ligge i grøften efter at den mislykkedes. Ligesom der er stor forskel på, at være ved at kollidere, og på lige at have undgået en kollision – eller netop ikke.

Vi kan således skelne mellem fire Sol/Merkur- positioner,  -processer og -typer: Direkte-tiltagende, direkte-aftagende, retrograd-tiltagende og retrograd-aftagende.

Før konjunktionen (tiltagende, applikativ)

Den Merkur, der er ved at nærme sig Solen, er ved at afslutte en cyklus, står foran forbrændingen, den store ilddåb, den store test. Jo tættere konjunktionen er, desto oftere befinder den pågældende sig i deadlines- og sidste-øjebliks-situationer.  Hvilket, alt efter personlighed (inklusive alder, erfaringer og psykologisk bagage) kan virke mere eller mindre panikindgydende eller kreativt inspirerende.

Direkte: Når Merkur er i  overhalingsbanen, på slutspurt, tæt på at indhente Solen, har den god tid til at forberede sig, koncentrere sig, samle materiale og binde løse ender sammen, ved faktisk præcis hvad der skal til – skal ligesom bare tage sig sammen. Denne Merkur er ambitiøs, konkurrence- og resultatorienteret (er jo i kapløb med Solen), går efter at demonstrere sin suverænitet, sit mesterskab, satser på at vinde, ”vil gerne være Sol”. Og har, navnlig i de unge år, typisk et forbillede (Solen), som den prøver at matche og leve op til; prøver at kopiere sit forbillede, ”forveksler sig selv med Solen”. Og så længe den gør det, vil den af gode grunde aldrig nå sit eget mål, et hvert menneske er unikt, og her handler det om at finde sig selv, få samling på sine egne tropper. Dens særlige styrke er at sammenfatte, integrere, forenkle og formgive.

Men det jo ikke altid, at evnerne matcher ambitionerne; og så kan det være  fristende at snyde lidt. Jeg tror såmænd ikke, at denne Merkur-type lyver mere end andre, men den har nok nemmere ved at slippe godt fra det, da den befinder sig bagved Solen, kan den operere i det skjulte og trække i trådene bag kulisserne. En af mine veninder, Skytte, hendes Merkur er kun to grader fra at nå Solen, siger om sig selv: ”Jeg er en super distanceblænder”, synes hun er god til at fremstå som den Sol, hun egentlig ikke føler hun virkelig er – men gerne ville være.

Retrograd: Den Merkur, der løber ”baglæns” ind i konjunktionen, har helt andre forudsætninger, fungerer under helt andre betingelser og er ude i helt andre ærinder. Den har erfaring (er tilbage et sted, den har været før), har ikke brug for mere viden eller yderligere værktøjer for at slippe godt fra mødet med Solen. Der er ikke tid til at tænke sig om her, det går jo stærkt i den konfronterende forbrænding. Det der skal til er åndsnærværelse, improvisationsevne og is i maven, rapkæftethed og slagfærdighed kan sagtens også bruges – for ikke at tale om hurtige nødløgne og bortforklaringer.

Det menneske, der er født under denne konstellation, havner ofte i situationer, hvor der skal aflægges rapport eller regnskab. Opgaverne er bundne, tidsbegrænsede og konkrete (jordnære), der er ligesom ikke nogen vej udenom, kortene skal på bordet nu, så det handler om at holde sin sti ren og sit mål for øje. Det, der ikke duer (men som ofte sker), er at lade sig distrahere af svinkeærinder, af småting, der sagtens kunne vente. Den retrograd/forbrændte Merkur lader sig gerne blænde/forvirre af noget udefra kommende (tænk igen på trafikken, det er ikke rart, i mørke at møde en bil med fuldt lys på) – og snubler ofte i mål.

En mand i vores omgangskreds, født i Tyrens tegn under en meget tæt retrograd Merkur, er ”forhandlingsekspert”. Hvad enten han skal købe eller sælge, har han et sikkert instinkt for, hvornår modparten er ”mør”, slår altid først til sidste øjeblik – og tjener/sparer altid penge.

Efter konjunktionen (aftagende, separativ)

I en aftagende konjunktion har vi at gøre med en helt ny situation. Den centrale begivenhed (mødet/sammensmeltningen, forvandlingen og sceneskiftet) er allerede sket, det der kunne/skulle gå galt er allerede gået galt. Så her drejer det sig om eftervirkninger og nyorientering, mottoet kunne være ”af skade bliver man klog”.

Direkte: Merkur har nu overhalet og befinder sig således længere fremme end Solen, er ved at fjerne sig, ”løsrive sig”, har forvandlet sig til spejder og tænker i nye baner, som fx ”hvad kan man gøre anderledes” eller ”det må kunne gøres bedre”. Den er fremme i skoene – og kan sagtens stikke næsen for langt frem.

I denne gruppe ”Merkurer” finder vi, ikke overraskende, rigtig mange opfindertyper (de fingernemme af dem, opfinder endda de værktøjer, der skal til for at konstruere  opfindelserne). I sociale sammenhænge (dvs. typisk blandt kvinder) finder vi dem, der tager teten, går foran, dem der er på forkant med tidens trends – og trækker andre med sig. Hvilket dog ikke betyder, at Sol/Merkur har medfødte lederevner (det er Jupiters gebet) - den havner bare i roller, hvor andre (Solen) følger trop. Måske, fordi den tør, hvor andre tier.

Omvendt havner den også i situationer, hvor den ufrivilligt kommer til at udfordre den bestående (forældrenes eller samfundets) orden: ”Hvorfor skal du nu altid gøre/være anderledes end os andre (underforstået, vi føler os truede af forandringer)” Det er måske nok lovligt hedt at befinde sig i inde i Solen, men det er jo heller ikke sjovt, at blive smidt ud i kulden.

Retrograd: Den sidste sætning om varmen og kulden gælder i høj grad også for den retrograd/aftagende konjunktion. Som sagt er den jordnær, mere håndgribelig, fysisk og tvingende. Disse Merkurer vil - med god grund – ofte føle sig brændt af, forkastet, kasseret, ladt i stikken af deres ”Sol” (gennemgående repræsenteret af forældre, kærester eller myndighedspersoner). I personlige samtaler vender de igen og igen tilbage til fortiden (retrograd), har – i modsætning til den direkte, der jo kigger fremad – åbenbart svært ved at løsrive sig og sætte sig ud over de skader, der er blevet dem påført, eller i givet fald det misbrug, de er blevet offer for.

Men enhver bagside har jo også en forside. I denne position tænker Merkur i skadebegrænsning og reparationer, det være sig fysiske (hvilket fx kan motivere til opfindelsen af proteser og andre hjælpemidler) eller psykiske. Et par i vores nære vennekreds er begge født under ”reparations-Merkur”, de har begge været igennem komplicerede private relationer - og har iøvrigt begge flere trafikuheld, frontalsammenstød, bag sig, flere ”narrow escapes” og flere totalskadede biler. I de sidste ti års tid har de været plejeforældre for ”skadede” børn, dem ingen vil lege med, dem skolerne og de sociale myndigheder har opgivet, dem, der ellers ville være havnet i ungdomsfængsel. Deres indlevelsesevne og tålmodighed er beundringsværdig. En anden af vores, lidt fjernere, venner har bl.a. arbejdet med hjernevaskede børnesoldater i Afrika og været udsendt i katastrofeområder sammen med læger uden grænser. Jeg ved ikke, hvorvidt han har været ude for trafikuheld (ved kun, at han er en uansvarlig bilist), men han taler tilbagevendende om de svigt han har oplevet i forbindelse med forældre og søskende.

Cazimi

Regner vi med en orbis på 8°, optræder den ledsagende konjunktion ca 55 dage om året, hvilket svarer til at den findes i ca 15% af alle fødselshoroskoper. Den retrograde konjunktion er aktiv ca 27 dage om året, svarende til at den optræder i ca 7½% af alle fødselshoroskoper.

Der findes en femte variant, den helt eksakte konjunktion, ”Merkur står i hjertet af Solen”, i traditionen kaldt cazimi (orbis kun 17'), af gode grunde meget sjælden, forekommer seks gange om året, men varer kun et par timer. Personlig kender jeg kun meget få ”cazimier”. Karakteristisk for dem er, at der er suveræne på deres felt, og at de tilsyneladende – i modsætning til de andre – er selvkørende og autonome. Sig selv nok? Måske.

Efter cazimi-tilstanden skifter Merkur fra morgenstjerne til aftenstjerne, eller omvendt. Også en spændende historie, men det må blive en anden god gang.