top of page

Måneknuderne i Vandbærer-Løve 2026-2028

En ny retning for de kommende 18 måneder


Den 27. juli 2026 skifter måneknuderne tegn.


Den nordlige måneknude skifter fra Fiskene til Vandbæreren og den sydlige måneknude fra Jomfru til Løve.


Måneknuderne vil være i Vandbærer-Løve frem til 26. marts 2028.

 

Måneknuderne er altid omkring 1½ år i samme tegn, før de bevæger sig ind i de foregående tegn. Det tager altså ca. 18 år for måneknuderne at komme hele vejen rundt. Sidste gang måneknuderne var her var i perioden december 2007 til august 2009.

 

Når måneknuderne skifter tegn begynder et nyt kapitel, både kollektivt og personligt. De peger på, hvor livet inviterer os til at vokse, og hvilke sider af os selv der længes efter at blive bevidstgjort.

 

Måneknuderne bevæger sig baglæns

Måneknuderne adskiller sig fra alle planeterne ved, at de bevæger sig baglæns gennem tegnene.

 

Symbolsk kan man sige, at planeterne beskriver livets fremadgående bevægelse gennem erfaring, handling og udvikling, mens måneknuderne nærmere er en indre kalibrering. De vender blikket mod det, vi allerede har levet, for at undersøge, om vores måde at være i verden stadig stemmer overens med den, vi er ved at blive.

 

Den sydlige måneknude viser de ressourcer og mønstre, vi kender så godt, at de ligger på rygraden og kan være ubevidste eller i hvert fald være noget, vi trækker på pr. automatik. Det er ressourcer, der har båret os langt, men som samtidig kan blive til vaner, som begrænser vores udvikling.

 

Den nordlige måneknude peger mod det, der endnu ikke føles helt naturligt. Her ligger en invitation til at udvikle nye kvaliteter og skabe en større sammenhæng mellem vores indre liv og den retning, livet kalder os i.

 

Fra Fiskene og Jomfruen til Løven og Vandbæreren

Det seneste halvandet år har måneknuderne bevæget sig gennem Fiskene og Jomfruen. Her har mange især arbejdet med balancen mellem kontrol og tillid, mellem krop og sjælelig forbindelse og mellem den praktiske hverdag og det, der ikke nødvendigvis kan forklares, men som føles meningsfuldt.

 

Nu skifter fokus.

 

Løven og Vandbæreren handler om forholdet mellem individ og fællesskab. Mens den nordlige måneknude i Løven spørger dig hvem du er, når du tør stå ved dig selv, er Vandbæreren optaget af, hvordan du kan gøre gavn for noget, der er større end dig selv.

 

Du skal ikke vælge mellem individet og fællesskabet. Mellem at stå i din egen ret og være del af noget større. Men fokus de næste 18 måneder er på dit bidrag til fællesskabet. Et sundt fællesskab har brug for mennesker, der kender sig selv og udfolder sig på en autentisk måde. Det vil sige, om du lever fra hjertet.

 

Identitet i en ny tid

Samtidig med måneknudeskiftet bevæger Pluto sig gennem Vandbæreren, hvor den over flere årtier vil forandre vores samfund, teknologi, fællesskaber og måden, vi organiserer os på.

 

Den nordlige måneknude understreger denne udvikling. Kunstig intelligens, digitale fællesskaber, netværk og nye samarbejdsformer fylder mere og mere, både på samfundsplan og i din hverdag.

 

Samtidig vil Jupiter i Løven i perioden krydse den sydlige måneknude.

 

Den sydlige måneknude i Løven kan hjælpe os med at skrælle lag af identifikation væk. Behovet for anerkendelse, forestillingen om at skulle være noget særligt eller frygten for ikke at være betydningsfuld kan stille og roligt fylde mindre.

 

Tilbage står din skaberkraft. En indre styrke og et indre lys, som ikke har brug for applaus for at kunne stråle. Det er ikke for ingenting, at tarotkortet strength/ styrke er Løvens kort.

 

Måneknuderne som akse

Når måneknuderne skifter tegn, aktiverer de altid flere livsområder. De to måneknuder udgør en akse. Når den ene side bevæger sig, begynder den anden side derfor også at ændre sig.

 

En ny forståelse af arbejdslivet kan fx ændre din oplevelse af hjem og familie. Et skifte i parforholdet kan forandre oplevelsen af din egen identitet. En ny måde at være sammen med andre mennesker på kan åbne sider af dig selv, som du endnu ikke kendte.

 

De næste 18 måneder vil måneknudeaksen derfor aktivere dit horoskop der, hvor du har Løvens og Vandbærerens tegn. Læg især mærke til om du har planeter – eller måske dine måneknuder i de to tegn.

 

Formørkelser

I de næste 18 måneder vil i alt 9 sol- og måneformørkelser finde sted på Vandbærer-Løve aksen. Formørkelser kan være meget kraftfulde, særligt hvis du har planeter eller måneknuder inden for få grader af formørkelsen. Formørkelser indleder ofte perioder, hvor noget bliver uomgængeligt. Du kan føle, at du er nødt til at lave tilpasninger i dit liv for at have oplevelsen af, at du er på rette vej. For det er præcis det, måneknuderne handler om.

 

Din rette vej.

 

Den vej du inderst inde ved, er den rette for dig, men som ikke er givet at du vil vælge her i livet.

 

Ved formørkelser, hvor Solen og/ eller Månen (ved Nymåne eller Fuldmåne) står tæt på måneknuderne, bliver du ofte i stand til at se en situation fra en ny vinkel.

 

Det kan være en sammenhæng, du opdager, som du tidligere havde overset eller en gammel fortælling om dig selv, der falder fra hinanden. Oftest er opløsningen eller dit wake-up call efterfulgt af klarhed og en følelse af vished om, hvilken retning der føles sand.


Har du dine måneknuder i Vandbærer-Løve? Det har du muligvis hvis du er 18-19 år, 36-38 år, 54-56 år osv.


Men er du fx 27-28 år, 45-47 år eller 63-65, kan du også have måneknuderne i disse tegn. Så står de bare modsat - med den nordlige måneknude i Løven og den sydlige i Vandbæreren.


I begge tilfælde vil dine måneknuder i løbet af de kommende 18 måneder blive aktiveret. Det vil være en periode, hvor du i særlig grad inviteres til at slippe gamle mønstre og tage nye skridt i retning af den, du er ved at blive.


💗 Louise

Kommentarer


TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Hold dig opdateret om astrologi, events og undervisning på instituttet - online og on-site i København

Tak for din tilmelding!

©  ASTROLOGISK INSTITUT

Astrologisk Institut logo.png
Kortlogoer_edited.png
bottom of page